søndag den 6. januar 2019

NB: Vrede findes - og det er OK

Vi har lov at føle vrede.
Hvilket vi stort set alle synes at have glemt.
Vi har så travlt med at dadle os selv og hinanden for følelsen af vrede, at den er blevet hjemløs og kun kan komme ud som fysiske og psykiske dårligdomme


Da jeg var et helt ungt menneske, var det ved at blive moderne at stå ved sine følelser, modsat det hovedparten af forældregenerationen gjorde. Mænd skulle først og fremmest indrømme, at de også kunne være bange, kede af det og blide. Kvinder skulle stå ved deres vrede og kampgejst og udtrykke den - ikke længere lade sig undertrykke, som det hed.

Selv om man fik at vide fra alle (moderne) sider, at man som kvinde skulle kæmpe for sin ret og tage til genmæle, var det ikke altid helt nemt. Mange i den ældre generation fandt det forargeligt, hvis en kvinde stod fast eller decideret slog i bordet. Det samme gjorde nok visse mænd.

Stærk og vred kvinde
Men der var i toneangivende dele af samfundet en stemning af, at en stærk kvinde var en, der også kunne være vred - og af at et rask skænderi ikke var noget, nogen tog skade af. Det rensede tværtimod luften og gjorde os fri af gamle undertrykkende kønsroller, var holdningen.
Skarpe kvinder var rollemodeller og mange så op til kvinder som fx Anne Linnet, hvis feministiske tekster og selvsikre fremtoning havde vreden lige under, men også helt oppe på overfladen.

Og så gik det, som det går: Bøtten begyndte at vende. Vi blev vel trætte af vreden, følte den udtjent. Det havde mange årsager, en af dem nok blot den klassiske, at aktion mødes af modreaktion.
Måske havde vi også nået mange af de mål, den tid ville. Kvinder havde fået taletid og magt, som ikke var så forskellig fra mænds.
Samtidig var den ultramoderne mand blevet en blid og følsom mand. Den skældende patriark var ikke længere den rigtige og attraktive partner eller arbejdskraft. Den generelle tone var mildnet.
Efterhånden så vi på samme tid - paradoksalt - vold rykke foruroligende tæt på vores moderne blide familier, idet marginaliserede grupper dannede mere og mere hårdtslående parallelsamfund. Mange mente, at løsningen på dette problem var mere forståelse, større blidhed, mere kærlighed ligefrem. Andre mente, at der skulle slås hårdt ned med straf og håndfast opdragelse. Den håndfaste holdning skræmte mange af os pæne og humane folk, som måske var ved at tage såkaldte pæne eller decideret gode uddannelser eller havde dem i hus, eller som var optaget af den voksende alternative og holistiske tilgang til liv og samfund.

Hundeangste for vreden
Og i de senere år er vi i brede dele af befolkningen gledet over i den holdning, at den eneste løsning på noget som helst er at være positive. Vi ved, at vold avler vold - og vi har læst og hørt, at positive tanker kan bedre helbredet og forlænge livet. Vi hører, at forbitrelse kan give os kræft - og desuden uvægerligt vil skræmme vores voksne børn og venner bort (hvilket der uden tvivl er meget om, hvis vi sidder fast i bitterhed i måneder og år).

Vi er endt der, hvor vi er hundeangste for vreden. Vi mishages af den hos andre - foreslår dem reflektorisk at tænke positivt og se den anden side af sagen, uanset hvad pokker de er vrede over.
Og vi bliver meget vrede (sic!) på os selv, når vi mærker, at vi selv er blevet vrede. Det er blevet den absolut forbudte følelse, som vi ser som tegn på dumhed, uoplysthed og afgrundsdyb ondskab - samt den sikre billet til (selvforskyldt) alvorlig sygdom, ensomhed og tidlig død.

En naturlig og nødvendig følelse
Men vrede er en naturlig og uundgåelig følelse, som alle nogenlunde udviklede dyr (hvortil vi jo som mennesker hører) har kapacitet til - og brug for.
Ja, brug for.
Vi har brug for vreden, så vi kan beskytte os selv og vores afkom og andre nærtstående.
Jeg taler ikke for, at vi skal fare ud og slå med køller eller skyde om os. Eller i det hele taget udøve vold. Jeg taler heller ikke for at vi skal brøle ad vores naboer, børnenes lærer eller kassedamen. Jeg taler i det hele taget ikke for at vi nødvendigvis skal agere på enhver vrede, vi føler. Nogle gange - oftest formentlig - skal den så sandelig beherskes. Men vi har brug for vreden, når vi skal forsvare vores barn mod en rasende voldsmand, eller når vores gamle tante bliver ved og ved at mobbe os for vores tøjvalg eller valg af ægtemand, når vi pligtskyldigst besøger hende.

Som sagt: Ofte skal vreden ikke udfoldes. Men vi har lov at føle den. Hvilket vi stort set alle synes at have glemt. Min teori er, at megen fysisk og psykisk dårligdom i dagens Danmark skyldes undertrykt vrede. Vi har så travlt med at dadle os selv og hinanden for følelsen af vrede, at den er blevet hjemløs og kun kan komme ud som hovedpine, ondt i ryggen, kæbesmerter, mareridt, stress og højt blodtryk.

Beherskelse - ikke fornægtelse
Lad os stå ved, at vi alle bliver vrede. Lad os lytte til vores familie og vores venner og gode kolleger, når de fortæller, at de er vrede på chefen, bedstemor eller den gamle veninde. Lad den vrede få lov at tale uden at afbryde ham eller hende efter to ord med en pinligt berørt opfordring til positiv tænkning.
Lad os give os selv lov til at føle vreden, når nogen er trådt over vores personlige grænser, har løjet for os, sviget os eller stjålet vores cykel.
Endnu engang: Jeg taler ikke for at vi skal svælge i vrede og raseri, udøve vold (dét skal vi absolut kun i selvforsvar ved livsfare, om overhovedet) eller skælde og smælde ved enhver lejlighed. Som oftest skal vi beherske vreden. Men beherskelse er ikke det samme som undertrykkelse, fornægtelse eller fordømmelse.

Lad os lade vores nære tale om deres vrede, hvis de har brug for det. Lad os lytte. Lad os indrømme for dem, at vi også selv bliver vrede nu og da. At alle gør. Lad os give dem ret i, at krænkelser gør vrede naturlig. Lad os fortælle dem, at vrede kan være nyttig. Den kan få os til at finde gode løsninger, så vi eller vore nære eller andre medborgere ikke undertrykkes og ydmyges.
Lad os give vores egen vrede plads. Lad os tale om den til vore betroede. Eller lad os i det mindste slå i en pude eller tage en gang skyggeboksning.
Eller bare trampe vredt hen over plænen i vores baghave et par minutter.