torsdag den 15. marts 2018

Frø i postkassen - hurra!

Der er ankommet spændende frø fra Albinus Frø - og det er næsten som juleaften!

Så er sæsonen ved at være skudt i gang - vi mangler bare lige, at frosten slipper vores indlandsjyske jord.

Ih, hvor jeg glæder mig!

tirsdag den 13. marts 2018

Ud i haven med de tunge tanker

Jeg slæber rundt med en del tunge tanker efter en række år med for store belastninger på diverse fronter, belastninger, som jeg kun fandt lappeløsninger på, hvorefter jeg løb videre, smilede og forsøgte at lade som om, det hele ikke var så slemt.

Jeg tror, det er vældig sundt omsider at lade tingene komme helt op til overfladen - og det er det, jeg lader ske for tiden. Men det er også anstrengende og giver søvnløse nætter og ikke alt for meget smil på læben.
I de sidste dage har det været særligt tungt at mærke den bagage, som jeg slæber rundt på.

Kvashegn og botaniske tulipaner lindrer
Men så gik jeg ud i dag, ud i haven. Der er ikke så meget at gøre derude endnu, og haven er jo naturligvis ikke synderligt grøn eller blomstrende på denne tid. Men jeg opdagede et par spirer af de botaniske tulipaner, og jeg fik kigget på stedet, hvor vi vil etablere et kvashegn. Måske kan vi snart få gang i pæleboret og få granrafter stukket ned.
Imens kvidrede fuglene med stor iver. Vinterens fodring har givet bonus, og jeg nyder koncerten. Kontorhunden betragter fuglene langmodigt. Han har omsider lært, at han ikke kan fange dem.

Og det hele derude i min have lindrer. De tunge tanker bliver mindre knugende.
Jeg ved ikke præcis, hvad det er, der udvirker det. Det at komme ud i luften og blandt planter gør et eller andet i sig selv. Men der er noget helt særligt ved haven.

Måske er det kontakten med jord, når jeg piller og roder derude - der er jo noget med, at visse jordbakterier fremmer serotoninproduktionen i os mennesker.

Eller er det håbet? Forventningen om at se planter komme op, roser blomstre og træerne atter få blade?
Eller forbindelsen til de gamle havefolk i anerækken, følelsen af at gå i de gamle kære menneskers fodspor - og helt konkret se de planter, som har stået i deres haver? Eller her i foråret i hvert fald huske, hvor planterne stod sidste år og måske kommer op igen.

Havens private tryghed

Måske, slog det mig, mens jeg gik derude, er det også det skærmede ved haven, som gør godt. Jeg er ude, men ikke ude i det offentlige rum. Der kommer ikke mange i 'vores' skov, men man møder dog nu og da en hundelufter, en løber eller en skovejer på fældetogt. Og med tunge tanker oppe at vende er overskuddet ikke altid helt til stede til en sludder - eller man går simpelthen der med bekymringsrynker i hele hovedet, håret strittende og måske endda duggede briller og lidt fugt i øjenkrogen.
Men enhver ved, at en privat have er privat, og folk braser sjældent uinviteret og uanmeldt ind. Om vores have er der så endda et lille hegn med låger i, man skal forcere - og der er en gjaldende hund. Og ellers tror jeg, at mine forvirrede blikke, forbavsede hilsner og derangerede havepåklædning og forpjuskede havehår, når nogen pludselig gik uventet gennem havelågen, ihvertfald har lært de fleste, som ikke hører til den helt nære familieinderkreds, at vejen til min baghave normalt går via anmeldt besøg gennem hoveddøren.
I haven kan jeg rive mig i håret og græde, mens jeg mærker mine rødder - på alle mulige måder. Og i løbet af kort tids havevandring er der egentlig ingen hårriven og tænders gnidsel. Der er bare haven og mig.

Om lidt vil jeg ud og se, om jeg kan få et par hornvioler ned til juleroserne i den gamle whiskytønde. I går var jorden i den stadig for frossen.

Kunstigt forårsåndedræt























Jeg har givet den vintertrætte have lidt kunstigt forårsåndedræt. Jeg vil ikke have det alt for pyssenysset - bare nogle små manifestationer af, at foråret er på vej med hornvioler og det hele, og at der stadig er nogen, som kerer sig om den gamle have.
Det gør godt.

lørdag den 10. marts 2018

I håb om forår

I håb om forår:
Hornvioler, lys, kobber og farvestrålende glas på plantebordets nederste hylde. Plus en lille vandkande.

torsdag den 8. marts 2018

Hvad er en have?

En af mine venner sagde for nylig til mig, at hun ikke forstår, hvad folk vil med en have.
"Det er jo bare en dødbesværlig udvidelse på boligen," uddybede hun.
Jeg så uden tvivl lidt chokeret ud, for hun sagde:
"Okay, så forklar mig, hvad det er en have kan?"
Og jeg kastede mig ud i en tale om skønhed og ro, frisk luft, sol, grøntsager og blomster.
"Hm," sagde min ven. "Skønhed og ro kan du også have indenfor, frisk luft og sol kan du få i parken eller i skoven, og blomster og grønt kan du købe i supermarkedet."

Men vi, der holder af haver, ved godt, at haven er noget andet end summen af de elementer, jeg nævnte, og som min veninde i en håndevending forsøgte at tage luften ud af.

Men hvad er den egentlig?

Haven er vel teknisk set et mindre afgrænset område omkring en beboelse, hvor der gror planter af haveagtig karakter - det vil sige prydplanter og/eller nytteplanter.
Men det svarer til at sige, at et menneske er en samling af levende celler. Det er sandt nok - men det dækker ikke.

Hvad er det, der giver begrebet have sjæl?
Måske skal vi allerførst anerkende, at for nogle (få?) haveejere har haven ikke sjæl. Den er bare det der afgrænsede område med planter - og i bund og grund en pestilens, fordi den opfattes som en bøvlet udvidelse af stuen, en udvidelse, hvor 'møblerne' visner og breder og formerer sig og ædes af snegle på en fuldstændig balstyrig måde, som de indendørs reoler, sofaer og borde normalt ikke tillader sig.
Men for os andre, de haveforliebte, hvad er det da haven gør?
Jeg har ofte i årenes løb tænkt over det, og jeg er stadig ikke sikker i min sag, når jeg skal forsøge at indfange havens sjæl. Men fire ord rinder mig i hu:
Naturpagt
Tidsbemestring
Drømme
Minder

Naturpagten
I vores antroprocæne tidsalder (hvor mennesket har sat sit aftryk overalt i naturen), finder vi i haven fred til at genoprette respektfuld og nærende kontakt med den natur, der er selv i den mest kultiverede plante. Nogle af os har endog haver - eller hjørner i vores have - hvor naturen faktisk i et lille mikrokosmos får lov at råde. Og i det mindste er der fuglene, insekterne, pindsvinene og tudserne, som stadig er stumper af fritlevende natur. Og i vores haver har vi fred til at opleve dem i vores eget tempo. Det er ikke et museum eller en zoologisk have, som vi løber igennem i store flokke, mens vi læser skilte og er tilskuere. I haven lever vi. Her på vores små frimærker er vi del af den naturkraft, som stadig folder sig ud for fulde kraft, når bare den får lov. Det gør os godt - for vi er jo selv naturkraft. I haven kommer vi simpelthen hjem til os selv.

Tiden
I vores haver bor tiden. Vi ser den gå, dag for dag, sæson for sæson. Vi ser planter forgå, vi ser dem dø. Men vi ser dem også bestå. De gamle træer står længere end vores egen levealder (hvis vi styrer os selv og motorsaven). Den forsvundne Judaspenge dukker pludselig op igen fra et frø, der har ligget og gemt sig i jorden. Der er håb, der er bestandighed - selv i en verden, der kan synes temmelig kraftigt af lave, og som hylder ord som omstillingsparathed og selvudvikling, som var de centrale dele af en decideret trosbekendelse.
Og vi ser cirkulariteten: Forår følges af sommer, af høst og af vinter. Fødsel, vækst, død. Og fødsel igen. (Og mange af os haveejere ville vist i al hemmelighed meget gerne graves ned under det store kirsebærtræ efter vores død og på den måde meget konkret genopstå i kirsebærmarmelade og -saft!)

Drømme
I haven leger vi. Det er et frirum, som ikke behøver være så stiligt og seriøst, som vi måske nogle gange mener, at vores stuer skal være. I haven former vi en drømmescenografi omkring vores personer, her kan vi være rebelske Pippi eller blide, let fjerne, drømmende, men dog praktiske Mumimor. Eller vi kan være engelske cottage ladies og sågar storgodsejere med tweed og beagler - også selv om vi kun har en lille gnalling af en rækkehushave at være det på. Vi lever det ud i havens trygge rum - og legen bliver alvor, og drømmen virkelighed på den mest elskværdige måde. I haven kan vi lige så stille modellere os selv om. Vi bliver måske ikke konkret godsejere og Mumimor, men haven giver os rum til ændringer, til at nærme os os selv.

Minderne
Mange af os har arvede planter rundt om i haven. En flok hindbærbuske her, en klynge vintergækker der. Eller vi bor i et haverum oprindeligt opbygget af andre. Personligt går jeg blandt Signe Købmands rhododendron og frugttræer, hendes hække og læ-lærketræer mod vest. Hun er for længst død, men hun grundlagde haven og passede den i fyrre år, og jeg føler hendes tilstedeværelse i alle de planter, hun så omhyggeligt har passet. Også min far er gået til de evige haver for mange år siden, men lige præcis hans hindbær og vintergækker, som jeg nævnte før, bor i min have, og jeg føler, at jeg får en hilsen fra ham, hver gang jeg ser og spiser disse planter (kun hindbærrene, hvad spisning angår dog).
For andre af os lever minderne i den forstand, at vi forsøger at opbygge vores haver med elementer, som vi husker fra vores fortid. Jeg har for eksempel plantet kirsebærlaurbær, fordi der groede sådan en fyr foran et feriehus, som mine forældre havde. Jeg får ikke huset eller mine forældre tilbage ved at have de buske, men et minde lever. Ikke i gulnet og sørgelig form, men frisk og fuldt af glæde og liv.

Der er uden tvivl mere i havens sjæl, meget mere.
Det må jeg ud i haven og tænke videre over. Eller bare være, uden at tænke.

Mit Narnia

I går sang solsorten for første gang i år herude hos mig, men i nat og og i dag fandt Kong Vinter, at vi skulle have endnu en dosis af ham. Så i stedet for at ærgre mig over, at jeg endnu ikke kan gøre ret meget i haven, bestilte jeg spændende frø hos Albinus - så er der noget at se frem til - og derefter gik jeg en tur i mit Narnia og nød freden og alle dyresporene. Ingen ulve i dag, men ræv og grævling havde været ude at gå under de hvide træer.
Og fuglene kvidrer.

At gå i skoven har gjort mig godt, siden jeg var lille pige, og min far tog mig med på skovvandringer.
Nu synes jeg, at jeg møder et eller andet af ham, når jeg går under træerne, skønt skoven er en anden end min barndoms - og selv om han for længst er gået til de evige skove (og haver).

tirsdag den 6. marts 2018

Fuglero

Jeg har brugt en del tid på at fodre og iagttage fugle i de sidste måneder, og et par nye fuglekasser fra DOF har jeg også fået sat op.
En af mine venner sagde til mig, at jeg mindede ham om hans for længst afdøde mormor, når jeg talte så varmt om 'mine' fugle. Jeg valgte at tage det som en kompliment, for han fortalte samtidig, hvor særligt han havde syntes det var, at hans mormor sådan havde kunnet fordybe sig i fuglene i timevis - og at hun genkendte så mange arter.

Jeg har fået mig en fiks app fra DOF, som hjælper mig til at holde styr på, hvilke fugle jeg har i haven. Foreløbig har jeg set 11 arter ved foderbrættet. Appen kan downloades til iPhone helt gratis - mere om den her.

Og så er det altså vigtigst af alt bare meditativt, rart og beroligende at betragte fuglelivet.

Men allervigtigst dog - ved at fodre hjælper vi de smukke vingede skabninger til at overleve den iskolde, snedækkede tid. Og jeg kan slet ikke lade være, når jeg ser fuglene sidde forkomne derude.